Hvilket tarotdæk skal du vælge: guiden til det rigtige valg

Hvilket tarotdæk skal du vælge: begynderens første spørgsmål

Det er den første beslutning for enhver, der nærmer sig tarot, og også den, der oftest går i stå. Butikker og hjemmesider tilbyder snesevis af dæk, i stilarter fra det klassiske til det rent kunstneriske, og uden et klart kriterium er det nemt at ende med et dæk, der er smukt at se på, men svært at læse. Før du kigger på tegningen, hjælper det at forstå, hvilken familie et dæk hører til, for det afgør, hvor letlæseligt det bliver for dig.

Der findes tre store grupper, som ofte forveksles under det samme ord, tarot: Rider-Waite-traditionen, Marseille-tarotten og oraklerne. De to første er rigtig tarot, med den faste struktur på 78 kort; oraklerne, selv om de sælges på samme hylde, er noget andet. At skelne de tre familier er det første skridt, og det, der sparer dig for flest frustrationer senere, når du sætter dig ned for at læse dit første oplæg.

Rider-Waite: verdensstandarden

Rider-Waite-dækket udkom i 1909 i London. Det blev udtænkt af Arthur Edward Waite og tegnet af kunstneren Pamela Colman Smith, hvis arbejde længe var underkendt, men er selve grunden til dækkets succes. Mere end et århundrede senere er det verdens mest udbredte dæk og den reference, de fleste moderne dæk bygger på.

Dets store bidrag ligger i de små arkana. Før dette dæk viste de fire farver som regel kun mængden, fem bægre eller syv mønter tegnet som simple gentagelser af symbolet. Smith illustrerede dem med hele scener, med figurer og situationer, der fortæller en historie i hvert kort. Netop derfor er alle 78 kort illustrerede, og det er Rider-Waites styrke: Femmeren i Bægre er ikke længere fem tegninger af bægre, men en skikkelse i sorg over det tabte, som endnu ikke har set det, der står tilbage. Billedet taler for sig selv.

Derfor er det det klart mest letlæselige dæk for begyndere. Scenen fører læsningen, allerede før du kan betydningerne udenad: intuitionen støtter sig til det, den ser. Det er også vores referencedæk, det, der bærer vores læsninger, netop fordi dets klarhed gør det muligt at bygge tydninger, der er både rige og forståelige. Er du i tvivl om, hvor du skal træde ind i tarot, er det her, næsten alle læsere anbefaler at begynde.

Marseille-tarotten: den ældste tradition

Marseille-tarotten er langt ældre end Waites dæk: dens forlæg fæstner sig i de europæiske værksteder mellem 1600- og 1700-tallet og samler en tradition, der rakte endnu længere tilbage. Den er roden, en stor del af den vestlige tarot øser af, og den bevarer et strengt, geometrisk udtryk med flade farver og faste streger, der minder om tidens håndværksmæssige tryk.

Dens afgørende forskel ligger igen i de små arkana, men i den modsatte retning af Waites dæk. I Marseille viser farverne ingen scener: Femmeren i Bægre er fem bægre stillet op i en symbolsk orden, uden figurer og uden en illustreret fortælling. Læsningen støtter sig så til tallet, til farven og til positionen, ikke til et fortællende billede. Det gør den mere abstrakt og for mange mere krævende i begyndelsen.

Den nøgternhed er også dens tiltrækning for den, der søger traditionel dybde. Læserne af Marseille sætter pris på, at kortet ikke påtvinger dem en scene, men lader dem arbejde ud fra det rene symbol, talrækken og farvernes struktur. Det er et storslået dæk, men det kræver mere forudgående studie, før det flyder. Som første dæk giver det mindre end Rider-Waite, selv om mange læsere ender med at vende tilbage til det, når de vil have en mere afklædt læsning.

Orakler: derfor er de ikke tarot

På samme hylde som tarotdækkene ligger ofte oraklerne, og dér begynder den mest udbredte forveksling. Et orakel er ikke tarot. Det har hverken den faste struktur på 78 kort eller opdelingen i 22 store arkana og 56 små fordelt på fire farver. Hvert orakel opfinder sit eget system: det kan have tredive kort eller tres, med frie temaer som engle, dyr, budskaber eller landskaber, alt efter hvad skaberen bestemmer.

Den frihed har en venlig side og en mindre venlig. Den venlige: orakler er ofte blidere, mere direkte og lettere at bruge til et opmuntrende budskab eller en tanke for dagen, uden at du skal lære et system. Den mindre venlige: fordi de ikke har en fælles struktur, er de langt mindre præcise og tillader ikke sammensatte læsninger som en tidslinje eller et keltisk kors. Hvert orakel begynder næsten forfra, og det, du lærer med det ene, kan ikke overføres til det næste.

Der er intet galt med et godt orakel, men det er værd at vide, hvad det er, og hvad det ikke er. Søger du blide, enkle budskaber, gør et orakel fyldest. Søger du et seriøst læseredskab med positioner, nuancer og en tradition bag, du kan fordybe dig i gennem årene, har du brug for rigtig tarot. At forveksle de to fører til at forvente en præcision af oraklet, som det efter sin egen bygning ikke kan give.

Hvilket dæk vi bruger, og hvordan dine kort falder

Vores læsninger laves med det komplette Rider-Waite-dæk, alle 78 kort, netop af alle grundene ovenfor: det er det mest letlæselige, det rigeste på nuancer og standarden, den moderne tradition hviler på. Med det kan hvert oplæg folde dybe og samtidig forståelige tydninger ud, uden at du behøver kunne systemet udenad for at forstå, hvad der bliver sagt til dig.

Det, der ændrer sig i forhold til et fysisk dæk, er måden, kortene vælges på. I det præcise øjeblik, du stiller dit spørgsmål, foretager en kvantecomputer en fysisk måling af kvantefeltet, det usynlige rum, der forbinder bevidstheden, sjælen og det guddommelige, og den måling afgør, hvilke af de 78 kort der falder, og på hvilken position. Bagefter modtager du en tydning skrevet til din situation, kort for kort. Dit oplæg retter sig efter det ene øjeblik og trækkes ikke for nogen anden. Ét spørgsmål, én betaling, intet abonnement.